Kør-selv-ferie i en elbil? Her er 5 råd til sommerferien i en elbil
Elbil og kør-selv-ferie – lyder det også som to diametrale modsætninger i dine ører? Det er du ikke ene om at tro. Men en elbil kan sagtens kombineres med en bilferie gennem Europa – ja faktisk åbner den flere nye døre for en spændende og hyggelig ferie i familiens skød.
Herunder har vi opridset fem gode råd, som du kan anvende, når du drager afsted på ferie i elbilen.
1. Udnyt de ekstra stop på vejen til oplevelser og sightseeing
En stor fordel ved at tage på bilferie i en elbil, er, at du er tvunget til at holde pauser for at oplade dit batteri. Selvom mange nok vil se det som en kæmpe ulempe og et benspænd for hele ferien, kan det faktisk udnyttes til at give dig og din familie endnu flere oplevelser på feriekontoen.
Du kan nemlig allerede hjemmefra planlægge dine stop på vejen og udnytte ladetiden til at besøge kulturelle seværdigheder, europæiske storbyer eller små byer og naturperler et stenkast fra motorvejen, som de færreste normalt ville skænke en tanke. Du får derfor langt flere oplevelser på din tur, når selve rejsetiden også bliver spækket med gode oplevelser.
2. Ekstra pauser giver plads til en veludhvilet chauffør
Udover gode og spændende oplevelser kan pauserne også bruges til hvile og afslapning. Det kan nemlig være udmattende og farligt at sidde bag rattet i mange timer ad gangen, specielt hvis du ikke er vant til at køre over længere distancer i din hverdag. Med flere pauser kan hele familien strække benene og nyde den friske luft på en nærliggende rasteplads. Medbring gerne en termokop med te, kaffe eller kakao og nogle brætspil, så I kan koble helt af, mens bilen oplader.
3. Tag en prøvetur inden afgang
Er det første gang, du skal på bilferie i din nye elbil, kan det være en god idé at teste rækkevidden af, inden I drager ud over landets grænser. Tag en weekendtur eller udflugt med familien og se, hvordan bilen klarer en køretur på motorvej, landevej og i byområderne. Derudover kan det også være en god idé at teste rækkevidden af med forskellig last som fx cykler eller en campingvogn. På den måde kan du danne dig et overblik over, hvor ofte du skal lade din bil i løbet af jeres bilferie.
4. Medbring flere forskellige ladestik
Når du rejser i Europa, findes der et universelt type-2-kabel, som du kan bruge til opladning af din elbil uanset hvilket land, du rejser i. Til gengæld skal du være opmærksom på, at det kan være nødvendigt med en adapter til nødladeren (10A). Der bruger man nemlig forskellige stik afhængigt af land. Alt dette kan du undersøge, inden I rejser hjemmefra.
5. Få en god ladeaftale i hus inden afrejse
Undersøg dine muligheder, planlæg din kørsel efter ladestandere og sørg for at have en app eller anden betalingsløsning klar ved hånden, så du ikke skal fumle med det og bruge tid på det i din ferie. Der kan være mange penge at spare, når du undersøger dine betalingsløsninger hjemmefra. Det giver også et bedre overblik over det samlede feriebudget.
Med få gode tips og forholdsregler inden afrejse er der god sandsynlighed for, at din næste bilferie i elbil bliver en stor succes.